Angela Kingston anmelder New Art West Midlands 2015

Det første år eller to efter en kunstuddannelse er kritiske. De studerende lægger alt, hvad de har, i deres afsluttende udstilling, og de har støtte, udstyr og kammeratskab. Og så…

…forsvinder jorden under deres fødder. Nu skal de klare sig selv som kunstnere. Det er noget, jeg selv har været igennem: som en Looney Toons-tegneseriefigur, der er løbet ud over kanten af en klippe, svævende i luften, mens erkendelsen gryr og tæerne famler efter noget, der kan forhindre mit fald. Og for dagens nyuddannede, ikke mindst på grund af deres gæld, er kløften, de svæver over, dybere og bredere end nogensinde.

New Art West Midlands er en udstilling på tværs af flere lokationer, der har taget 30 nyligt lancerede kunstnere fra regionen og givet dem et dyrebart fodfæste. For den besøgende er belønningen en slags udstilling-som-avis: chancen for at se samtidsbilledkunstens “lige-her-og-lige-nu”.

Key Takeaways

• New Art West Midlands fungerer som en bro mellem kunstskolen og den professionelle praksis og giver nyuddannede en første seriøs offentlig platform på tværs af flere regionale lokationer.
• 2015-udgaven viste 30 nylancerede kunstnere; 2016-udgaven, udvalgt af Sonia Boyce, John Stezaker og Katharine Stout, featurede værker af 43 kunstnere.
• Værkerne på udstillingen belønner en langsom betragtning, hvor man ser efter en ekstra gang: flere værker (Megan Sheridans Squid, James Turners John Millais) vildleder bevidst øjet, før de folder sig ud som noget andet.
• Udstillingens følelsesmæssige register er usædvanligt bredt, fra Lisa-Marie Williams’ tableau over et familiært sammenbrud til James Turners køligere, mere konceptuelle indgreb.
• For samlere og kuratorer er den årlige udstilling et forskningsværktøj — en måde at spotte regionens nye talenter, før de bliver bredt udstillet eller prissat.

Hvorfor øjeblikket efter uddannelsen betyder noget

Kløften mellem dimission og en bæredygtig praksis er den mest prekære strækning i en kunstners liv. Under uddannelsen er infrastrukturen usynlig, fordi den er overalt: et atelier, man ikke skal betale for, teknikere ved hånden, en årgang at diskutere med, deadlines pålagt udefra og en afsluttende udstilling med et indbygget publikum af vejledere, familie og besøgende kuratorer. Fjern alt det på én gang, og tabet er ikke kun praktisk, men psykologisk.

Det, der erstatter det for de fleste nyuddannede, er et patchwork: et soveværelse eller et delt atelier, deltidsarbejde og en selvpålagt disciplin, der skal skabes fra bunden. Læg studiegæld og stigende atelierleje i byer som Birmingham oveni, og regnestykket bliver brutalt.

Det er i denne kontekst, at en ordning som New Art West Midlands betyder noget. Den løser ikke det strukturelle problem, men den afbryder stilheden præcis på det tidspunkt, hvor en kunstner har størst sandsynlighed for helt at stoppe med at producere værker.

Relateret: Artfinder — Independent Artist Marketplace — UK-baseret markedsplads bygget op omkring uafhængige kunstnere med en virkelig bred prisklasse..

Det er værd at være præcis omkring, hvad en sådan mulighed giver, og hvad den ikke giver:

• Den giver: en deadline, en professionel udvælgelsesproces, et offentligt lokale, en linje på CV’et og — afgørende — en peer-gruppe af andre kunstnere på samme stadie.
• Den giver: erfaringen med at installere værker i et ikke-atelier-rum, hvilket er en særskilt færdighed i forhold til at skabe dem.
• Den giver ikke: indkomst, atelierplads eller en garanti for gallerirepræsentation. Det forbliver kunstnerens eget problem at løse.

At forstå denne distinktion er en del af at modnes som udøvende kunstner. En gruppeudstilling er en platform, ikke en karriere.

Læsning af værket: et kapitel af en grafisk roman

Jeg er grebet af et kapitel af en grafisk roman af Shijie Hai kaldet Sleep Paralysis. Fortalt fra kunstnerens perspektiv skildrer den tilstanden af at være halvvågen og alligevel fuldstændig ude af stand til at bevæge sig.

Læsernes favorit: Singulart — Curated Emerging Artist Gallery — Et kurateret onlinegalleri for nye kunstnere med en ægte menneskelig kunstrådgiver ved hånden..

Mange af historiens enkelte rammer er fyldt med totalt mørke, eller skarpe, psykedeliske mønstre, eller en lampeskærm, der multiplicerer sig i loftet. I den sidste ramme er der en hjemsøgende bøn: ‘Remember, last time/ if you see my fingers turning into gold/ you must wake me up.’

Kunstnerens drømmetilstand har rodet med tid og logik, og den har også leveret en slags gåde. Og som Sigmund Freud foreslog, indeholder fænomener som drømme og kunst, samt gåder eller vittigheder, mekanismer, der gør os i stand til at kigge ind i det ubevidste.

Fingre, der bliver til guld? På overfladen handler det om kød og ben, der bliver til metal, men Shijie Hais mærkelige vending handler utvivlsomt også om det brændende ønske, kunstnere har for at transformere det, de har i hænderne, til noget med ny betydning – en mystisk transformation, der for dem er lige så dyrebar som guld.

“You must wake me up”? Denne sidste sætning i kunstværket slår mig som at handle om kunstneres dilemma ved at have brug for et publikum. Uden dette er det at skabe kunst en ensrettet vej, en blindgyde – en slags lammelse.

Den læsning er værd at dvæle ved, fordi den navngiver noget, som udstillingen som helhed udøver. Den grafiske roman er en form, der afhænger af, at læseren bladrer; kunstværket er ufuldstændigt, indtil nogen ankommer. Det samme gælder for hvert eneste værk i udstillingen. Publikums rolle er ikke at være en passiv forbruger af værket, men en nødvendig bestanddel af det.

Alkymien i det andet blik

At Megan Sheridan trykkede på udløserknappen på sit kamera, har resulteret i netop den slags alkymi, som Shijie Hais drøm hentyder til, og hendes fotografi, kaldet Squid, fanger bestemt min opmærksomhed – og andres, som jeg bemærkede, da jeg besøgte udstillingen. Der er et lysorange rumvæsen med et udbulet hoved, hættede øjne og et kløftet forlem.

Relateret: Rise Art — Limited Editions & Art Rental Subscription — Køb begrænsede oplag direkte eller lej moderne kunst på et månedligt abonnement..

Men se igen, og fotografiet er faktisk af en fiskehandler med et par blæksprutter hængende foran ansigtet; hans venstre arm er forvrænget, fordi den er fanget midt i en bevægelse, og den kunstige belysning gør farverne sci-fi-agtigt mærkelige. Det er herligt bizart og foruroligende. En af udvælgerne, Bedwyr Williams, skriver, at det ‘fik mig til at rette ryggen og føle mig syg på samme tid’.

Det dobbelte blik er en nyttig linse for hele udstillingen. Flere værker her er bygget op omkring en bevidst forsinkelse mellem første indtryk og forståelse:

• Megan Sheridan, Squid — læses som science fiction, opløses i dokumentar.
• James Turner, John Millais — læses som et velkendt prærafaelittisk billede, opløses i en jukebox-farvet intervention.
• Jade Simpson, The Spirit Collection — læses som et blødt legetøj, opløses i noget mere rovdyrsagtigt.

Dette er ikke gimmickeri. Det er en måde at gøre beskueren opmærksom på sine egne vaner i måden at se på — de antagelser, man bringer med sig, og hvor hurtigt man er villig til at revidere dem. For enhver, der lærer at skrive om eller samle på samtidskunst, er den praktiske lektie enkel: Stol aldrig på det første blik, og spørg altid, hvad værket gør ved dig, før du beslutter dig for, hvad det er.

Vores valg: Saatchi Art — Original Works & Limited Edition Prints — Det største onlinegalleri for original samtidskunst - stort udvalg, men du betaler for det..

Almindelige materialer, ekstraordinær vægt

Lisa Marie Williams demonstrerer fuldendt færdighed i at kombinere de mest almindelige genstande og materialer for at skabe sin egen slags guld: skulpturer, der pulserer af menneskelighed. I centrum af hendes tableau er Fluoxetine – opkaldt efter et lægemiddel mod depression og tvangstanker – et gigantisk ‘bryst’ lavet af kapokfyldte strømpebukser med blå snore og røde tråde som ‘årer’, der har kilet sig fast under et ødelagt bord.

Foran dette ligner nogle sammensatte stykker træ et par ben, hvis stilling er dels beskyttende, dels panikslagen, og som er skoet med herresko, hvor snørebåndene er gået op. Til den ene side er der et lille barn med et overdimensioneret pom-pom-hoved, et trist vidne til det hele. Fortællinger om familiens sammenbrud siver igennem og omkring det hele.

Materialevalget her er ikke tilfældigt. Strømpebukser, kapok, snor, tråd, et ødelagt bord og et par herresko er alle hjemlige, billige og ladede. De bærer resterne af kroppen og hjemmet. Ved at skalere dem op og kombinere dem på ny forvandler Williams hverdagslivets inventar til noget, der minder om en scenografi til et hjemligt drama — og titlen, lånt fra varemærket for et antidepressivt middel, forankrer dramaet i det mentale helbreds sprog.

Jeg forestiller mig Jade Simpson som en kunstner, der piller og fifler med ting, lader stof glide gennem hænderne, samler mærkelige genstande op, holder dem på forskellige måder og undersøger dem fra forskellige vinkler. Indtil noget uventet – og dyrebart – sker.

Hendes skulptur The Spirit Collection er en imponerende gruppe af sammensatte dyr, over to meter høje, skabt ved at drapere tekstiler over træ og pap. Der er en isbjørn-slange, en vildsvin-græshoppe-frø, en hvalros-stær og, frem for alt, en måge med spredte tøjbøjler af træ som næb og kløer. På den ene side har væsnerne en enorm appel, og på den anden skræmmer de: The Spirit Collection synes at være både en kommentar til menneskelig sentimentalitet og et varsel om naturen som hævngerrig.

Begge kunstnere deler en metode, der er værd at navngive, fordi den går igen i udstillingen: improvisation med billige, fundne og hjemlige materialer. Det er en strategi, der delvist er født af nødvendighed — nyuddannede har sjældent budgetter — men det er også et æstetisk valg med en lang tradition i britisk skulptur, fra det tyvende århundredes assemblagetraditioner og frem til i dag. Afvejningen er reel: sådant arbejde kan være skrøbeligt, svært at transportere og svært at sælge, men det kan også besidde en intimitet og umiddelbarhed, som støbte eller fabrikerede genstande sjældent matcher.

En modstemme: ironi og det fundne billede

Der er mange følelser i New Art West Midlands, og James Turners kunstværk John Millais fremstår som en modvægt hertil. Han har monteret et gennemsigtigt billede af Millais’ berømte følelsesladede maleri, The Blind Girl, på en lyskasse. Et ‘aztekisk’ hoved erstatter den blinde piges, og mønstrede krøller snor sig om hende og trænger ind i hendes ledsagers øjne. Desuden lyser disse tilføjelser op i en sekvens af farver, hvilket giver effekten af en Wurlitzer-jukebox.

Grebet er klogt, fordi det rammer originalens følelsesmæssige maskineri. John Everett Millais’ The Blind Girl er et af de mest sentimentale billeder i den britiske kanon — en dobbelt regnbue, en fattig pige, et skød fuldt af blomster. Turner ødelægger det ikke; han genafspiller det og forvandler et maleri til en lyskasse og en lyskasse til en tivoliattraktion. Sentimentaliteten overlever, men den er nu synligt produceret, og beskueren inviteres til at bemærke, hvor let man lader sig bevæge.

For en gruppeudstilling er denne form for modvægt essentiel. En udstilling, der udelukkende består af inderlige, håndlavede genstande, risikerer at blive ensformig. Et køligere, mere konceptuelt nærvær giver det følelsesmæssige værk noget at skubbe imod – og giver den besøgende et registerskifte.

Sådan ser man på en kandidatudstilling

Hvis du besøger en udstilling som denne – hvad enten du er et nysgerrigt medlem af offentligheden, studerende, kurator eller samler – vil nogle få praktiske vaner få dig til at få meget mere ud af det.

• Gå derhen to gange, hvis du kan. Førstehåndsindtryk i en gruppeudstilling er domineret af de mest højlydte værker. De mere støjsvage registrerer man ofte først ved et andet gennemløb.
• Læs etiketterne, og ignorer dem derefter. Titler og materialelister er beviser, ikke instruktioner. Fluoxetin fortæller dig noget; det fortæller dig ikke alt.
• Spørg, hvad værket er lavet af, og hvorfor. Materialevalg er sjældent neutralt, især når budgetterne er stramme.
• Bemærk installationen. Hvordan et værk er belyst, placeret og sekvenseret er en del af dets betydning, og i en udstilling over flere lokationer kan det samme værk læses forskelligt i forskellige rum.
• Følg kunstnerne bagefter. Værdien af en showcase er det, der sker derefter: den næste udstilling, residency-opholdet, ateliergruppen, det første salg.

For samlere er beregningen anderledes igen. Værker af nyuddannede kunstnere er typisk det mest overkommelige indgangspunkt til samtidskunst, men det kommer med forbehold: oplag kan være små eller udefinerede, materialer kan være ustabile, og kunstnerens bane er reelt ukendt. At købe tidligt er et væddemål på en person lige så meget som på et objekt – og det er netop derfor, at det er så vigtigt at se værket i virkeligheden snarere end online.

Publikumsspørgsmålet

Når du og jeg besøger udstillinger, er vi det publikum, som kunstnere simpelthen skal have, ikke mindst med hensyn til psykologisk overlevelse – og aldrig mere end i dette svimlende, tidlige stadie af deres karriere. New Art West Midlands, med sin dybde og bredde af talent, fortjener vores ivrige opmærksomhed.

Det er ikke en bøn om høflighed. Det er en beskrivelse af, hvordan økologien faktisk fungerer. Kunstnere har brug for beskuere, kritikere har brug for kunstnere, gallerier har brug for begge dele, og samlere har brug for, at hele kæden er synlig og læselig. En regional showcase er et af de få steder, hvor alle disse roller kortvarigt indtager samme rum. At dukke op er ikke en passiv handling; det er deltagelse.

Udstillingsdetaljer og kontekst

Udstilling 2015 — 13. november – 23. december. SALON-udstillingen viser samtidskunst til salg på Waterhall Gallery, Birmingham Museum & Art Gallery.

Udstilling 2016 — 12. februar – 15. maj. En udvalgt udstilling for kandidater fra West Midlands, der finder sted på forskellige lokationer i regionen mellem februar og maj hvert år. New Art West Midlands 2016-udstillingen blev udvalgt af Sonia Boyce, John Stezaker og Katharine Stout og præsenterer værker af 43 kunstnere.

Tilstedeværelsen af udvælgere af den kaliber er i sig selv væsentlig. Boyce, Stezaker og Stout bringer hver især en særskilt sensibilitet – henholdsvis en praksis med rod i sort britisk kunst og kuration, et konceptuelt engagement med fundne billeder og collage, og et kuratorisk perspektiv fra den institutionelle side. Resultatet er et udvalg, der hverken er rent akademisk eller rent markedsdrevet, hvilket netop er, hvad en showcase af denne art skal være.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er New Art West Midlands?

Det er et udstillingsprogram over flere lokationer, der viser nyligt lancerede kunstnere fra West Midlands, typisk nyuddannede inden for billedkunst. Det finder sted på tværs af lokationer i regionen mellem februar og maj hvert år, med en tilhørende SALON-udstilling af samtidskunst til salg. Formålet er at give spirende kunstnere en første betydningsfuld offentlig platform.

Hvem udvælger kunstnerne til New Art West Midlands?

Udstillingen udvælges af inviterede kunstnere og kuratorer frem for udelukkende ved åben ansøgning. 2016-udgaven blev udvalgt af Sonia Boyce, John Stezaker og Katharine Stout og indeholdt værker af 43 kunstnere. 2015-udgaven viste 30 nylancerede kunstnere.

Hvorfor er perioden efter kunstskolen så svær for kunstnere?

Fordi støttestrukturen fra en uddannelse – atelier, udstyr, teknikere, medstuderende, deadlines og et publikum – forsvinder næsten fra den ene dag til den anden. Nyuddannede skal samtidigt finde en indkomst, finde plads til at arbejde og opbygge et professionelt netværk, ofte mens de bærer på studiegæld. Mange holder op med at producere værker i denne periode, ikke på grund af mangel på talent, men på grund af mangel på infrastruktur.

Hvordan skal jeg gribe en gruppeudstilling med spirende kunstnere an?

Langsomt, og mere end én gang. Modstå trangen til straks at beslutte, hvilke værker du kan lide. Læs etiketterne for materialer og titler, og se derefter igen på selve værket. Vær opmærksom på, hvordan værkerne er installeret og sekvenseret, og noter navnene på to eller tre kunstnere, hvis arbejde bliver hængende i dig, så du kan følge, hvad de gør næste gang.

Kan jeg købe værker fra en showcase som denne?

Ofte, ja – SALON-udstillingen på Waterhall Gallery, Birmingham Museum & Art Gallery, er eksplicit en showcase for samtidskunst til salg. Priserne for værker af nyuddannede kunstnere er generelt i den mere tilgængelige ende af markedet, men vær opmærksom på, at oplag kan være udefinerede, og nogle materialer kan være skrøbelige eller ustabile over tid.

Hvad gør en anmeldelse som denne egentlig?

Den placerer værket i en bredere ramme — kunsthistorie, psykologi, økonomien i en kunstners tidlige karriere — og den registrerer et øjeblik i en regions kulturelle liv. Anmeldelser fungerer også som en form for fortalervirksomhed: de fortæller kunstnere, at deres arbejde er blevet set nøje på, og de fortæller publikum, at værket er turen værd.

---

Angela Kingston Kurator og skribent inden for billedkunst http://www.angelakingston.co.uk

Redaktionelt: Barbara Walkers Shock and Awe anmeldt af Andrew Jackson (fredag den 13. maj 2016); Trevor Pitt og Preston Street Union (onsdag den 13. april 2016).

Abonner: Friends of New Art WM — hvis du er interesseret i at holde dig opdateret med samtidskunst i regionen, eller i at købe og samle, bedes du tilmelde dig vores mailingliste. Curators’ Network — hvis du er kurator eller professionel inden for billedkunst og interesseret i det samtidskunstneriske landskab i West Midlands, bedes du tilmelde dig vores mailingliste.

Yderligere læsning

• Bedwyr Williams — Wikipedia
• Sigmund Freud — Wikipedia
• John Everett Millais — Wikipedia
• Birmingham Museum & Art Gallery — Wikipedia